Telefon (+45) 50 50 97 64     E-mail [email protected]

13 nemme idéer til gratis markedsføring - sådan gør du!

Når du først starter din virksomhed, kan det nemt være, at du ikke har adskillige midler til at lave markedsføring for.

Det kan også være, at du blot har mere tid, end du har penge, og derfor er denne her guide noget for dig.

Lad mig lige starte med at gøre én ting klart.

Der er ingenting i verden, der i virkeligheden er gratis.

Alting koster noget.

Meget af det, jeg har taget med på denne her liste, koster dog kun blod, sved og masser af tid.

Det betyder, at du i de fleste tilfælde kan komme rigtig langt uden at bruge penge på det.

Så hvis du står i en situation med dit firma lige nu, hvor du har meget tid...

Så læs med.

....eller se følgende video, hvor jeg opridser, hvad artiklen her handler om:

#1 Start en hjemmeside helt gratis

Okay, okay.

Den her snyder faktisk lidt, fordi, hvis du gerne vil have dit eget domæne til din hjemmeside, så er det altså ikke gratis, uanset hvordan du vender og drejer det.

Der findes dog alternativer som wix.com, 123hjemmesider.dk osv., som er gratis. Det er dog ikke noget, jeg anbefaler dig at gå i gang med.

Det er min helt klare anbefaling, at du skal have dit eget domæne til din hjemmeside. Alt det arbejde, du laver med at opbygge dit eget "brand", falder nemlig så tilbage på dit eget domæne.

Der er dog noget, der er gratis her...

Hvis du eksempelvis starter din hjemmeside via Unoeuro.com, så kan du komme i gang for meget få hundrede kroner.

Herinde finder du en funktion, der hedder noget i stil med "one click install", som kan installere en hel wordpress-side for dig, uden du skal gøre meget mere end det.

Det er super smart, fordi med denne wordpress installation, er du faktisk rigtig godt i gang med din hjemmeside.

Du har ikke verdens flotteste hjemmeside, men du har til gengæld en rigtig god start inden det næste skridt i din "gratis” markedsføring.

Det er helt klart mit råd, at du skal holde inde og vente med at lave noget som helst design samt lade helt være med at installere ét eneste plugin på din wordpress-side, før du ved helt præcist, hvad du vil.

Der er større chance for, at du ødelægger noget med et tema eller plugin, end der er for, at du gør det bedre.

Med mindre du i forvejen er aldeles tech savvy eller SEO ekspert, er der altså utroligt mange afgrunde at falde i. Det forkerte tema eller det forkerte plugin til din wordpress-side kan gøre det helt umuligt for dig at få besøgende på din hjemmeside.

Hvis du sælger ydelser som hundeluftning, hjemmerengøring eller blikkenslagerarbejde, så er din hjemmesides udseende slet ikke lige så vigtigt som det, der rent faktisk står på hjemmesiden.

#2 Få besøgende med søgemaskineoptimering

Første skridt i markedsføringen af din nye hjemmeside er en gratis markedsføringskanal, som bare bliver ved med at give og give.

Det er det felt, som vi har valgt at specialisere os i, ligesom det også er også det felt, som jeg personligt synes, er det fedeste at arbejde med.

Søgemaskineoptimering er det ultimative redskab til at lave gratis markedsføring.

Søgemaskineoptimering betyder i bund og grund, at du arbejder med at optimere din hjemmeside, så søgemaskinerne nemmere kan finde frem til, hvad det er, du skriver om, og hvem du er.

Ville det ikke være lækkert, hvis du kunne få hundrede eller måske tusindvis af besøgende fra Google hver måned - helt og aldeles gratis?

Gratis søgemaskineoptimering, du selv kan lave

Den mest basale søgemaskineoptimering, du simpelthen bare skal arbejde med, er at udforme dit indhold.

Det er så stor en opgave at lave indhold til ens hjemmeside, at jeg har skrevet en hel bog om emnet, som hedder "Indholdsbaseret markedsføring".

For at opsummere nogle af de vigtigste ting, du skal arbejde med for, at dine tekster er nemmere at forstå for Google, er:

  • Du skal skrive én tekst til hver søgeforespørgsel
  • Du skal skrive dybdegående og lange tekster, der udforsker et helt emne
  • Du skal sørge for at "krydre" dine artikler med både billeder, lister og tabeller, hvis muligt.

Udover at skrive gode tekster skal du optimere dit “udseende” i Google's søgemaskine.

"On the average, five times as many people read the headline as read the body copy. When you have written your headline, you have spent eighty cents out of your dollar" -David Ogilvy

Det er et gammelt markedsføringsudtyrk, men det passer stadigvæk den dag i dag.

Din overskrift og den titel, som fremtræder ude i Google, skal altså give dem, der søger på dét, du gerne vil findes på, en rigtig god grund til, at klikke på lige præcis dig.

Det betyder, at du gevaldigt skal overveje, hvordan du kan skrive en god titel.

Nogle af de ting, som ofte virker rigtig godt.

  1. Du skal love og prale med så meget som muligt - men det skal også være noget, du kan indfri, når de lander på din side.
  2. Tal (især ulige tal) og lister virker altså rigtigt godt.
  3. Parenteser og specialtegn kan fremhæve bestemte ord som f.eks (GRATIS)

Hvis du har 100 % styr på at skrive godt og meget langt indhold samt skrive overskrifter og titler, der gør, at folk ikke kan holde sig fra at klikke på din side ude i Google, så kan du altså outranke selv helt store hjemmesider.

5 gratis SEO-værktøjer, du kan bruge

Man kan købe sig fattig i tools, altså programmer, som kan bruges til at blive bedre til søgemaskineoptimering.

Jo flere penge, du bruger på programmer som disse, jo større chance er der for, at du kan blive ramt af Analysis Paralysis

Det betyder dog ikke, at du ikke skal benytte dig af nogle SEO-værktøjer for at blive bedre. Her er en kort liste med 5 værktøjer, som du kan benytte dig af, helt gratis, og de kan hjælpe dig med en helt masse.

Download gratis billeder til din hjemmeside

Hvis du skriver meget, kan det være svært at spise i længden.

Sagen er bare, at der skal langt indhold til for at gå helt i dybden med et emne. Du kan ikke bare kradse overfladen, fordi du synes, at mere end 300 ord er kedeligt at skrive og ligeledes at læse.

Prøv engang at forestille dig, hvis jeg havde skrevet det her blogindlæg på 500 ord? Så havde der ikke været noget værdi i disse tips. Jeg havde ikke haft mulighed for at afdække mine 13 tips til gratis markedsføring fyldestgørende.

Og derfor havde jeg nok heller ikke en chance for rent faktisk at rangere på gratis markedsføring i det lange løb.

Du kan gøre det lettere at fordøje med flere billeder

Hvis du tilføjer billeder eller multimedier såsom lyd, grafer eller videoer til dine artikler, så kan de blive nemmere at forstå for flere mennesker og også nemmere at konsumere.

Der er flere forskellige personlighedstyper; nogle foretrækker tekst, nogle foretrækker lyd (mens de laver noget andet) og nogle foretrækker at blive madet med en ske via video.

Hvis du af en eller anden grund ikke har mulighed for selv at skaffe billeder til dine artikler (Det anbefaler jeg på det kraftigste at du gør!), så har du mulighed for at finde billeder helt gratis til din markedsføring på nogle af disse tjenester.

  • Pixabay.com
  • Pexels.com
  • Canva (inde i selve toolet)

#3 Start en podcast helt gratis

Når du så har lavet en hjemmeside, kan det være meget godt at forsøge at få noget dybere kontakt med dine læsere. Det kan du f.eks gøre gennem en podcast.

Du er heldig, for det er faktisk sådan, at det er helt gratis at komme i gang med at podcaste.

Du har næsten helt sikkert allerede alt det udstyr, der skal til, og hvis du bruger et program som anchor.fm, så kan du altså komme i gang med at broadcaste allerede i dag.

Godt udstyr er ikke lig med godt content

Husk på, at det handler mere. om hvad du siger, og hvordan du siger det i en podcast, end det handler om prisen på din mikrofon.

Og hvis du har en iPhone, eller en anden smartphone og et headset til, så har du faktisk måske allerede en god start.

Det kan være, du allerede har et headset fra PC eller en mikrofon.

For at få god lyd er det faktisk mere vigtigt, hvilke omgivelser du optager i, og ikke hvilket udstyr du bruger.

For selv den bedste mikrofon vil ikke lyde særligt godt, hvis du optager i et tom rumt med hårde gulve og masse af rumklang.

Et godt tip er at se, om du kan komme til at optage i en stue, som dine bedsteforældre ville have indrettet den; tykt gulvtæppe, store tunge møbler, masser af ting på væggene og tunge gardiner.

I nogle brancher er det nemmere at få flere lyttere end besøgende på din hjemmeside. Det har jeg eksempelvis.

Vidste du, at jeg har faktisk en podcast med over 200 afsnit? Lyt til mit podcast "Organisk Vækst" lige her.

#4 Start en YouTube-kanal helt gratis

Du kan også gøre ligesom mig og starte en YouTube-kanal.

Det er faktisk også helt gratis at komme i gang med sin YouTube-kanal, men man kan hurtigt blive ramt af, at man skal have gear for først 5.000 kr, så 20.000 kr og så mere og mere.

Det er en fælles ting blandt alle youtubere, podcastere og dem, der laver SEO. Hvis ikke man får succes, så tænker man først, at der må være noget galt med udstyret i stedet for at tænke. at der er noget galt med det content, man rent faktisk producerer.

Men du kan faktisk komme i gang med dine smartphone i dag. Den har så godt et videokamera, at du sagtens kan optage video i tilfredsstillende kvalitet.

Rent faktisk vil jeg sige, at hvis du investerer i et D-SLR kamera og ikke får en god mikrofon på, så er du bedre stillet med en god smartphone.

For dårlig lyd, som ikke kan høres, er sværere at sluge end kamerakvaliteten fra en smartphone.

Jeg skal lige hilse at sige, at det er en mundfuld at gå i gang med YouTube. I hvert fald hvis du, ligesom mig, starter hårdt ud med at ville udgive mindst én video om dagen i flere måneder.

Jeg kan ikke anbefale at køre på den kadence, men hvis jeg ikke selv kan teste det, hvem skal så?!

Start en Vlog

Der er i princippet to måder at lave YouTube-videoer på.

Ja, eller der er sikkert 2.591 måder, men jeg vil lige dele det op i to måder.

Den ene er Vlog, hvor du går i full-on selfiemode og optager dig selv igen og igen. Du optager hvad du laver, hvilke kunder du besøger, og hvordan du udfører opgaverne.

Denne måde er utrolig fed og noget, jeg gerne vil gøre mig mere i selv.

Den er meget ærlig, upoleret af natur og kan vise dine fremtidige kunder, hvem du i virkeligheden er, og hvorfor de skal handle med dig.

Lav How-To-videoer om dine produkter

Sådan som majoriteten af mine videoer er lige nu i skrivende stund, er how-to-videoer om emner, som jeg ved (ud fra min erfaring med søgemaskineoptimering) bliver søgt meget efter på nettet.

Det kan også være videoer, hvor du besvarer henvendelser, du har fået af kunder.

Problemstillinger dine kunder kommer ud i, eller spørgsmål dine kunder har, inden de skal vælge at handle hos dig.

Læg især mærke til, når du snakker med dine nuværende og fremtidige kunder: Hvilke spørgsmål er det, de stiller?

Kan jeg på forhånd besvare alle disse spørgsmål, jamen så er der jo måske en masse andre potentielle kunder, der også får svar på det inden, og så er den forhindring ryddet af vejen, inden vi skal lave et samarbejde.

#5 Sådan får du presseomtale - helt gratis!

At skaffe presseomtale er et helt felt i sig selv, men det er også gratis markedsføring. Det er noget, der især er mere værd for nogle virksomheder end for andre.

Hvis en ny frisørsalon i byen, får en 10-stjernet anmeldelse i lokalpressen om at have den bedste service og det sødeste personale, så tror jeg, det har rigtig meget at skulle have sagt.

Det er derimod ikke alt presse, der har en effekt. Selvom bankerne gang på gang får negativ omtale i pressen, så får det os sjældent til at skifte bank.

Vi arbejder med presseomtale, og vi har lavet en hel video om, hvad det præcist er, vi gør. Den kan du se her:

#6 Branding er gratis - Sådan gør du!

Branding kan godt lyde som en kæmpestor og uhåndgribelig størrelse.

Hvis du har arbejdet med markedsføring før, så har du sikkert hørt, at branding-kampagner er noget af det dyreste marketing, man kan lave.

Det er derfor, at Coca Cola, Gillette, Nike osv. bruger milliarder hvert år på branding af deres produkter.

Det er også sandt, men rent faktisk er branding også helt gratis. Fordi branding starter og slutter ved den kundeoplevelse dine kunder får, når de handler hos dig.

Uanset hvor mange penge Coca Cola bruger, vil deres kampagne stoppe helt med at virke, hvis produktet smagte af tis.

Ligeledes ville Gillettes ikke længere have en effekt, hvis du konsekvent skar dig, hver gang du brugte deres produkter.

For servicevirksomheder eller dig, der er afhængig af genkøb, er branding på denne måde dit ultimative marketingtiltag.

Jeg er uddannet rejseguide, og dengang lærte vi om et tiltag, der hedder "DLX". Det står for "Det Lille Ekstra".

Forestil dig, at hver eneste gang du har med en kunde at gøre i din forretning, så går du lige den ekstra mil og giver dem "Det lille ekstra", som de ikke havde forventet.

Den bedste branding er i mine øjne, at give en kundeoplevelse, der overstiger den forventning, kunden har.

Det er dog en svær størrelse at putte i en kasse, fordi der er nogle personer, som har meget højere forventninger til middag til 300 kr, end andre har.

Men uanset hvordan du vender og drejer det, så vil der være et højere forventningspres fra dine kunder, hvis en middag på din restaurant koster 2.000 kr.

Derfor er der faktisk noget forventningsafstemning og et lille trick i at sætte forventningerne lavere som udgangspunkt. Det kan være via pris, men helst noget andet, og så bagefter sprænge de forventninger.

Ud fra mine års erfaringer med at drive virksomhed, så vil jeg sige, at det, der ødelægger et længere kundeforhold med tiden, er mangel på forventningsafstemning.

Det betyder, at hvis du sælger serviceydelser, ligesom jeg gør, så er salgsprocessen utrolig vigtig for, hvor lang tid du har og kan beholde en kunde.

For hvis du har lovet dem guld og grønne skove, men kun leverer guldøl og et par kviste fra busken, så var det nok ikke det, de forventede.

#7 Lav et online værktøj gratis - Hvis du kan!

Jeg er selv udvikler og det betyder, at jeg er begavet med evnerne til at kunne udvikle et online værktøj eller program, som mine forhåbentligt fremtidige kunder ville kunne få en værdi ud af og på den måde lære mig at kende på.

Men selvom jeg altså kan udvikle, så er det ikke altid lige nemt at komme på idéer til sådanne værktøjer, som på samme tid giver kunden noget værdi at bruge, som ikke tager for meget af min tid at lave, og som folk gider at komme langvejs fra for at bruge.

Det ændrer dog ikke på, at dette er et ultimativt redskab for at skaffe gentagende besøgende til din hjemmeside.

Din hjemmeside, hvor du altså selv kan styre budskaberne og reklamere overfor brugerne af dit værktøj med dine produkter.

Det kan være, hvis du har haft en på besøg 3, 5 eller 9 gange, at du lige smider en popup i hovedet på dem, og hører om de skal have hjælp med noget, (forhåbenligt relateret til det problem, som dette online tool løser for dem)

Eksempler, der nemmest kommer til mig, er fra Neilpatel, som har værktøjet Ubersuggest. Han får gentagende hundredetusindvis af besøgende hver måned, og han får branding overfor en kæmpe stor relevant målgruppe.

Anderledes kan du se låneberegnere og investeringsberegneren her fra June, som jeg synes, er meget fed.

https://www.june.dk/calculator/

Læg godt mærke til, hvad der lige skete her. Jeg har nu henvist dig til det her værktøj via et link. Det er i sig selv et ekstremt stærkt SEO-signal over for Google.

Men hvis du nu får værdi ud af det her tool, og googler "June investeringsberegner" igen og igen og hopper ind på deres hjemmeside. Så er det, igen, et af de stærkeste søgesignaler i Googles øjne; at folk aktivt bruger Google for at finde én specifik hjemmeside. Det betyder nok, at denne hjemmeside her er noget værd at besøge.

#8 Optimér til Pinterest-søgemaskinen og få gratis trafik

Jeg er ikke selv ekspert i Pinterest, og vil derfor ikke bruge for meget tid på at komme i dybden med præcist, hvordan du får værdi ud af Pinterest i din markedsføring.

Det er dog sådan, som jeg kan forstå, at Pinterest bevæger sig mere og mere væk fra at ligne et socialt medie, men derimod over til at ligne en søgemaskine. Det betyder, at du med nogle af de samme optimeringstankegange kan optimere til at få trafik fra Pinterest.

Forskellen på dette og et traditionelt socialt medie er, når du lægger noget op på et socialt medie, så har det et meget kortvarigt liv.

Hvilket også er, hvorfor vi ikke arbejder med social media marketing til dagligt.

Det, vi går op i, er, at du kan få evergreen trafik ud fra de indsatser, du laver. Altså at det ikke kun er i dag og imorgen, du får værdi ud af det, du har lavet.

Men også om et halvt og et helt år.

Noget tyder på, at folk tager til Pinterest for at søge efter specifikke ting, som de ikke føler, de kan finde via Google. Derfor kan du ved at uploade på den rigtige måde, og ved at skrive de rigtige billedtekster, altså få trafik om et halvt år eller 2,5 år fra Pinterest.

Dette kan dog meget vel ændre sig. Ligesom med alle de store techfirmaer, så er du underlagt deres algoritmer.

#9 Twitter er mere brugt, end du tror

Twitter har jeg taget med, som et social medie øverst, fordi jeg oprigtigt tror, at de fleste underkender værdien af Twitter som markedsføringsredskab.

Det er helt klart, at Twitter stadigvæk bringer værdi, det er helt klart, at man altså kan blive opdaget på Twitter. Der er flere forskellige teorier til, hvordan du skal optimere din tilstedeværelse på Twitter.

Igen er jeg altså ikke “social media-marketing”-ekspert, men jeg kender godt til de mest basale ting. Det er tin såsom, at du skal være på og ikke blot skrive "opslag" på din egen "væg", eller hvad det nu måtte hedde.

Du skal i den grad vende den om, og sørge for at interagere med andre store og interessante personer 1-til-1 på Twitter.

Gary Vaynerchuck kommer også ind på en teori i sin bog "Crushing It", der siger, at det er nemmere at få opmærksomhed af store personligheder og kendte via Twitter.

Det lige netop derfor, det kan være, at de har 100.000 followers på instagram, men måske kun 10.000 på Twitter.

Ligeledes får de altså notifikationer på samtlige af de ting, du skriver.

Det er heller ikke for sjov, at Donald trump, journalister og samtlige politikere bruger Twitter. Her kan de frit stille sig til at skrive til hinanden i et åbent forum.

I forbindelse med folketingsvalget i 2019 lavede en person (jeg tror, han hedder René) en app til Google Chrome, som erstattede "Paludan" med "klump" og kurs med buks i hele browseren.

Det betød, at der lynhurtigt florerede med billeder med "Rasmus Klump” fra partiet “Stram Buks" på internettet. Og han fik så meget opmærksomhed, at han vist både kom i Go'aften og Go’morgen Danmark.

Så noget kan altså stadigvæk gå viralt på Twitter.

Jeg vil faktisk påstå, at de fleste virale posts og shitsorms i dag kommer fra Twitter.

#10 På LinkedIN kan du connecte med nye forretningsforbindelser

Hvis du har en forretning, ligesom min, der baserer sig på at skabe de rigtige B2B-forbindelser, så er LinkedIN nok det stærkeste sociale medie pt.

Rent faktisk vil jeg sige, at linkedin er det eneste sociale medie som jeg stadigvæk i dag bruger aktivt.

Jeg synes dog, at det er helt åbenlyst, at mange bruger LinkedIN forkert. Jeg er ikke ekspert i, hvordan du præcist skal bruge linkedin rigtigt i din markedsføring. Men her er nogle måder, som jeg ved, at du ihvertfald ikke skal bruge linkedin på.

  1. Du skal ikke oprette din LinkedIN-profil halvhjertet uden profilbillede og tekst og så anmode om forbindelse til samtlige direktørprofiler, du kan finde, og bede om et job.
  2. Du skal ikke bruge LinkedIN som din næste store Canvas-playground som sælger og bare randomly connecte med alt og alle og høre, om de vil købe nogle af dine ydelser.
  3. Du skal ikke poste tilbud op og ned hver dag på din profil.

Det jeg vil sige, hvis du prøver at vende den om og i stedet oprette din profil og connecte med folk, når du er på toppen, hvor det virker til, at de kan få noget ud af at connecte med dig.

Lad være med at sælge direkte via LinkedIN. Forsøg i stedet at bidrage med informationer, som er værdifulde for dit nære netværk, og hvis du gerne vil bruge LinkedIN til at lave et salg, kan du spørge, ligesom du ville spørge dem i dit fysiske netværk.

“Kender du nogen, der måske ville købe mine ydelser?” I stedet for: “Vil du købe mine ydelser?”

#11 Livestream og bryd muren

Der bliver altså postet rigtig meget på sociale medier hver eneste dag. Der er også rigtig meget af dette indhold, der bliver sponsoreret for titusindevis af kroner, og derfor kan det være svært at komme ud med et budskab, hvis man ikke har kroner til at blaste det ud.

Der er dog en tendens til, at livestream kommer længere ud, og jeg ved ikke, hvor længe det holder endnu. Du kan livestreame på stort set alle sociale netværk, senest har LinkedIN lige givet adgang til at livestreame.

Det kan nævnes, at du både kan livestreame på Facebook, Twitter (via Periscope), Instagram, Snapchat og LinkedIN.

Livestream kan også gøres med et rigtig dyrt og stort set-up, men det behøver du faktisk ikke. Bare med din smartphone kan du på de fleste sociale netværk altså livestreame.

Så er der faktisk ikke rigtig en undskyldning for at komme i gang med livestream.

#12 Affiliate marketing

Okay, indrømmet, den her snyder egentlig lidt, fordi den ikke umiddelbart er gratis.

Her skal du altså bruge nogle penge.

Men, men! Det fede er, at du skal først bruge penge, når du tjener penge!

Affiliate marketing er kort fortalt altså provisionsbaseret markedsføring, hvor du kan hyre nærmest hele internettet til at være dine sælgere, og alt efter hvor god en provision du giver ud, jo flere sælgere kan du få.

Helt øverst i denne her artikel hører der er en video til; den skal du se, fordi i den snakker jeg faktisk ret længe om affiliate marketing.

I videoen kan du blandt andet høre om, hvorfor jeg mener, at du skal give en så høj som mulig provision-sats ud.

Det, som jeg ikke nævner i videoen, er

Det vigtigt, at du arbejder aktivt med din affiliate-indsats. Især i starten, før du får et "omdømme" på affiliate-netværket, skal du selv ud og rekruttere hjemmesider som værende dine "sælgere".

Jeg ved, at hvis du bruger partner ads, så er det faktisk muligt at få hjælp til denne del ved at tage kontakt til partner ads og høre til, hvordan du kan få succes med dit affiliate-program.

Du ønsker at komme ud til de bedste og største hjemmesider i din branche, så de altså kan reklamere for dine varer. Dét kræver en indsats.

#13 Flere gratis markedsføring idéer, du sikkert allerede bruger

Til sidst vil jeg komme ind på det mest åbenlyse, som jeg har efterladt til sidst, nemlig de resterende sociale medier.

Du kender Instagram, Facebook, SnapChat osv. Men her er nogle sociale medier, du måske ikke nødvendigvis kendte til, eller havde tænkt over at bruge i din branche:

Twitch, TikTok og Quora.

Quora tror jeg især, er utrolig under-used for B2B-virksomheder at få opmærksomhed på.

TikTok stormer frem blandt helt unge i USA, og flere og flere influencers tager det til sig. Det er mere eller m indre en version af "Vine", hvis du kan huske det, bare med meget mere lir.

Skrevet af
profil billede

Simon Elkjær

Stifter af Nutimo Consult

Få de seneste nyheder fra SEO & Google

Telefon: (+45) 50 50 97 64
Mail: [email protected]